Sterilisation af din hunhund kan forebygge alvorlige sygdomme
Hvorfor skal din hund steriliseres?
Livmoderbetændelse og kræft i mælkekirtlerne er to alvorlige sygdomme, som begge er relativt almindelige hos ikke-steriliserede hunhunde. Livmoderbetændelse ses hos op til 24% af ikke-steriliserede hunhunde. I nogle tilfælde kan sygdommen udvikles helt akut. Sygdommen er dødelig, hvis den ikke behandles.
Kræft i mælkekirtlerne er også almindeligt forekommende hos hund og er i nogle af tilfældene ondartet og kan sprede sig til andre dele af kroppen.
Forebyg livmoderbetændelse og kræft ved sterilisation
Heldigvis kan både livmoderbetændelse og kræft i mælkekirtlerne forebygges, hvis hunden steriliseres. Jo tidligere, hunden steriliseres, jo bedre. Risikoen for kræft i mælkekirtlerne nedsættes markant, hvis hunden steriliseres før sin 2. løbetid (og helst før sin 1. løbetid).
Fordele ved sterilisation
Derudover er der rigtig mange fordele ved at sterilisere sin tævehund. Man undgår bla. løbetider, uønsket drægtighed og cyster i æggestokkene.
Mange tævehunde har problemer med falsk drægtighed, når de har været i løbetid. Dette problem undgår man også ved en sterilisation, da hormonproduktionen fra æggestokkene fjernes.
Hvordan foregår selve sterilisationen?
En sterilisation foregår altid i fuld narkose og vi anvender meget sikre bedøvelsesmidler. Hunden får først en indsprøjtning med noget beroligende og smertestillende medicin, hvorefter der anlægges et venekateter i forbenet. Det er igennem dette, at hunden får den egentlige bedøvelse. Herefter får hunden et lille rør ned i halsen, hvorigennem den får ilt og bedøvelsesmiddel. Under operationen bliver hunden altid overvåget af en veterinærsygeplejerske.
På Skals Dyreklinik fjerner vi som oftest kun æggestokkene, da dette er et mindre indgreb end at fjerne hele livmoderen. Dette betyder mindre ar, kortere operationstid, mindre risiko for blødning og kortere tid i narkose. Hvis der er forandringer på/i livmoderen, fjernes denne naturligvis også.
Hunden får smertestillende med hjem til de første dage efter operationen.
Steriliserede tæver har større tendens til at tage på end ikke-steriliserede, så det er vigtigt med korrekt fodring efterfølgende for at undgå overvægt.