En hyppig årsag til dyrlægebesøg er halthed hos hund og kat
Det kan ofte være nødvendigt med en udvidet halthedsundersøgelse, med mindre årsagen til haltheden er åbenlys, som f. eks. byld i benet efter bidsår hos katte.
Vi starter med at udspørge ejeren: Hvornår er haltheden opstået? Har graden af halthed forandret sig? Hvornår er dyret mest halt? Har dyret påvirket almenbefindende? Svarene på disse spørgsmål sammenholdt med oplysninger om bl.a. dyrets alder og race kan i nogle tilfælde spore os ind på en årsag til haltheden.
Næste punkt i vores udredning vil være en klinisk undersøgelse og en mønstring af hunden i forskellige gangarter, lige ud og på volter.
Katte er ikke så lette at mønstre, her nøjes vi med at se kattens bevægelse, når den går frit rundt. Herefter vil vi ofte vælge at røntgenundersøge dyret. Det vil i mange tilfælde kræve en let bedøvelse af hunden/katten, da gode røntgenoptagelser kun er mulige, når dyret ligger helt stille. Det kan desuden være forbundet med smerter at fastholde dyret i de ønskede positioner på røntgenbordet.
Udtagelse og undersøgelse af ledvæske ved mikroskopi fra det eller de led, haltheden stammer fra, kan være næste skridt. Når vi har det samlede resultat af undersøgelserne, vil vi kunne stille en diagnose og evt. iværksætte en behandling. Det vil i nogle tilfælde være nødvendigt med en henvisning af patienten, for eksempel ved specielle operationer.