Vore kæledyr kan, ligesom mennesker, desværre udvikle allergi
Hos dyrene ses den allergiske reaktion oftest som kløe og hudirritation. Symptomerne ses ofte fra ører, poter, øjenomgivelser, lyske og andre tyndhudede partier. Disse områder kan være meget røde og kløende. Hundene slikker sig ofte i poterne og får gentagne øregangsbetændelser, da allergien gør dem mere disponerede for at få sekundære infektioner med svampe og bakterier.
Hos katte ses som regel overdreven soignering og kløe, men dette kan være vanskeligt at opdage, da katte er mere diskrete i deres adfærd. Det er derfor meget vigtigt at være opmærksom på selv små adfærdsændringer hos din kat.
Ved allergi overreagerer immunforsvaret mod stoffer (også kaldet allergener), som for ikke-allergikere er helt ufarlige. Dette kan være allergener i foderet eller i omgivelserne.
Ved mistanke om foderallergi vil man forsøge med en såkaldt eliminationsdiæt for på den måde at få be- eller afkræftet mistanken. Dette er normalt første skridt i udredningen af den allergiske patient.
Hvis man ikke får den ønskede effekt af eliminationsdiæten, er der sandsynligvis tale om en allergi over for allergener i omgivelserne (f.eks. støvmider og pollen). Denne form for allergi kaldes atopisk dermatitis. Dette kan undersøges vha. blodprøve eller priktest. Disse tests vil afsløre, hvad dyret er allergisk overfor, og man kan på den måde bedre tilrettelægge en behandlingsplan for det enkelte dyr.
Der er heldigvis en lang række måder, hvorpå vi kan hjælpe dyrene af med deres symptomer eller i hvert fald mindske dem.
Det er vigtigt at huske på, at allergi ikke kan kureres men skal behandles – og oftest livslangt.