Øremiden er en lille parasit, som lever i kattens øregang. Den lever af ørevoks og døde hudceller. Det er ikke rart at være angrebet af øremider, men det kan heldigvis nemt behandles, når diagnosen er stillet. Øremider er tit årsag til øregangsbetændelse hos katte, især yngre katte.
I øret vil der kunne ses en øget produktion af voks pga. den irritation, som miderne skaber ved deres aktivitet i øregangen.
Øremiderne kan bane vejen for andre infektioner, som bakterier og svamp. Det er derfor vigtigt, at katte med øremider behandles hurtigst muligt.
Symptomerne kan være:
- Kløe i ørerne
- Hovedrysten
- Store mængder tørt, sort ørevoks
- Rød og irriteret hud i øret
Kattene kan også have øremider uden at vise symptomer.
Diagnosen stilles af dyrlægen, som både kigger ind i kattens ører med et otoskop og udtager en prøve fra ørerne for at kigge i mikroskopet.
Vær opmærksom på, at øremider er meget smitsomme. De smitter nemt fra kat til kat, men også fra kat til hund og omvendt. Vildkatte er en permanent smittekilde. Smitten sker f.eks. under leg eller slagsmål, men også når kattene sover sammen.