Den 10. marts 2014 kom der 3 små hvalpe til verden på Skals Dyreklinik.
Gaia, en Chihuahua-blanding på 3½ år, skulle føde for første gang. Gaias ejer var meget spændt, for det var første gang, hun skulle prøve det. Heldigvis havde hun fået kyndig assistance af sin mor, der har haft kennel i mange år, og derfor var garvet udi hundefødsler.
De første små veer startede kl. 19.20, og 19.50 kom der en fosterblære til syne. Der skete imidlertid ikke mere, og Gaia fik aldrig rigtig kraftige veer. Derfor gav vi Gaia en vestimulerende indsprøjtning 20.35 hjemme i hendes trygge omgivelser. Da Gaia kl. 21 stadig ikke havde fået ordentlige veer, blev hun bragt ind på klinikken, og kl. 21.40 kom 3 fine hvalpe til verden ved kejsersnit – to tæver og en han. Kl. 22.20 var det hele overstået, Gaia var syet sammen og så småt ved at vågne.
På billedet ses Gaia, der lige er vågnet af narkosen, og er blevet forenet med sine små hvalpe.
Næste dag besøgte vi Gaia hjemme, hvor hun fik en sprøjte til at trække livmoderen sammen. Det går rigtig fint, Gaia har taget godt imod sine små hvalpe, som allerede har taget mellem 6 og 8 gram på. Vi glæder os meget til at se Gaia og hendes hvalpe igen om 10 dage, når stingene skal ud!
10 dage senere – Gaia skal have fjernet sting
Vi vil lige give jer en lille opfølgning på Gaia og hendes hvalpe. Både mor og hvalpene har det rigtig godt. Trods deres unge alder er det 3 små krudtugler.
De “møffer” godt rundt og giver lyd fra sig, hvis de føler sig alene, men mor Gaia er aldrig langt væk og holder godt styr på tropperne. Det er 3 meget store hvalpe, hvor de to lyse er tæver mens den lille mørke er en han.