Cushings sygdom (hyperadrenocorticisme) skyldes en overproduktion af hormonet cortisol. Cortisol produceres i binyrerne, der sidder inde i bughulen lige ved siden af nyrerne.
Cushings sygdom er almindelig hos hund, men ses sjældent hos kat. Sygdommen debuterer i 6-års alderen eller senere, men ses også indimellem hos yngre hunde.
Symptomer
Hormonet cortisol styrer mange kropsfunktioner, derfor varierer symptomerne også meget. Nogle af de mest almindelige symptomer på Cushings sygdom er:
- Hårtab
- Vommet udseende
- Øget appetit
- Øget tørst/øget tissetrang
Hårtab ses især på selve kroppen, mens pelsen på hovedet og benene forbliver normal. Der ses sjældent kløe.
Huden bliver tyndere, end den plejer at være, hvilket du måske kan se, hvis du tager en hudfold op mellem fingrene. Blodkarrene kan forandre sig og blive mere skrøbelige, og hunden får måske let blå mærker.
Knapt så almindelige symptomer på Cushings sygdom er svaghed, halsen og en unormal gang. En hund med Cushings sygdom kan få blodprop i lungerne, noget der gør, at den får akutte vejrtrækningsproblemer.
Cushings sygdom kan også skyldes medicin, som hunden får for en anden sygdom. Især prednisolon og lignende lægemidler kan gøre, at sygdommen udvikles.
To former for Cushings sygdom
Der er to former for Cushings sygdom, og de skal behandles forskelligt.
Den mest almindelige form for Cushing skyldes en overproduktion af et hormon i hypofysen. Dette hormon styrer produktionen af cortisol i binyrerne, som dermed også bliver for høj.
Hos en lille procentdel af de hunde, der får Cushings sygdom, skyldes sygdommen derimod en tumor i en af binyrerne.
Hvordan stilles diagnosen?
Der findes ikke en nem måde at stille diagnosen Cushings sygdom på, men ofte får dyrlægen mistanke om, at det er det, der er i vejen, ud fra sygdomshistorien, den kliniske undersøgelse og de indledende blod- og urinprøver.
Den øgede mængde cortisol i kroppen hæmmer immunforsvaret, og derfor er en hund med Cushings sygdom mere udsat for at få bakterielle infektioner. Især er blærebetændelse almindeligt forekommende. Symptomer på blærebetændelse er trængninger, når hunden skal urinere, men det er ikke altid, at man ser disse symptomer. Der kan være tale om en skjult blærebetændelse, som kun kan afsløres ved en dyrkning af urinen.
Yderligere undersøgelser
På røntgenbilleder ses ofte en forstørret lever. Engang imellem kan man se kalk-aflejringer i en af binyrerne, hvilket tyder på en svulst (tumor).. Binyrerne undersøges bedst med ultralyd, men de er meget små og kan være svære at få øje på. En svulst i den ene binyre kan ses ved, at denne er større end den anden binyre. Skyldes sygdommen derimod en overproduktion af hormon i hypofysen, vil begge binyrer ofte være forstørret.
For endeligt at stille diagnosen Cushings sygdom, er det nødvendigt med yderligere blodprøver. Nogle gange er en blodprøve nok, hvis resultatet er meget entydigt. Andre gange skal der flere blodprøver til, før man kan be- eller afkræfte diagnosen.
Behandling
Den mest almindelige form for Cushings sygdom (hvor årsagen er en overproduktion af hormon i hypofysen) behandles med piller, der skal gives resten af hundens liv.
Er der derimod tale om den anden form (svulst i binyren), er det nødvendigt med en operation, hvor man fjerner svulsten.
Kan min hund stadig få et godt liv?
Hvis der er tale om den form for Cushings sygdom, der skyldes en overproduktion af hormon i hypofysen, er der oftest god effekt af behandlingen. Nogle symptomer forsvinder hurtigt, mens tager lidt længere tid om at forsvinde. Appetit og drikkelyst vender som regel tilbage til det normale i løbet af få uger, mens det kan tage flere måneder, før pelsen er normal igen.
Du kan læse mere om sygdommen på Netdyredoktor og Netdyrlægen.