Referencer

Rotter er søde som kæledyr, og de kan blive rigtig tamme. Det er dog vigtigt, at rotterne har et solidt bur at bo i, da de er rigtig gode til at gnave og grave huller.

Krav til buret

Burets areal skal være mindst 58 cm2 pr. rotte, hvis den vejer under 200 gram, og mindst 152 cm2, hvis den vejer over 500 gram, men meget gerne større.
Bunden bør være vandtæt og nem at gøre ren. Spåner eller papir er godt som strøelse. Det er vigtigt at skifte strøelsen ofte. Trådnet i bunden er ikke nogen god ide, da rotten let kan få en pote i klemme, og måske brække poten.

Rotterne skal have selskab, så de skal mindst være to (af samme køn) sammen. Det er vigtigt med legetøj til rotterne, og her er hængekøjer, der hænges op inde i buret, rigtig populære. Rotterne kræver dog nyt legetøj engang imellem, da de hurtigt bliver trætte af det de har. Derfor er det en fordel at skifte lidt rundt på det. Rotter trives bedst ved temperaturer mellem 18-26 grader og luftfugtighed mellem 30-70%.

Rottens biologi

Rotterne er kønsmodne, når de er ca. 6-12 uger gamle. Hunnen kommer i brunst hver 4.-5. dag, og hun får typisk 8-18 unger.

Rotter er omnivore dyr, d.v.s. at de spiser både kød og grønt. Rotter i en fornuftig foderstand lever længere end overvægtige rotter, derfor er det vigtigt ikke at overfodre sine kælerotter.
Rotter er rigtig søde kæledyr, men de bliver ikke så gamle. Rotter lever typisk 1½-3 år i fangenskab.

Sundhed og sygdom hos rotterne

Rotter er rigtig gode til at skjule sygdom, så det kan være svært at opdage, hvis ens rotte er blevet syg. Når man opdager det, er sygdommen tit meget fremskreden, og så kan behandling være nyttesløs.

Derfor er det vigtigt med en daglig rutine, hvor man tjekker rottens sundhedstilstand. Det kan for eksempel ske ved at give rotten en lille godbid. Hvis rotten pludselig ikke er så interesseret i sin daglige godbid, kan det være et tidligt tegn på sygdom, og så er det som regel ikke for sent at gøre noget ved det.

Smitsom luftvejslidelse er den mest almindelige sygdom hos rotter. Årsagen kan både være virus og bakterier eller en blanding.

Sygdommen bliver ofte kronisk, det vil sige at rotterne er syge i meget lang tid. Symptomerne varierer lige fra meget milde (let nysen og næseflåd) til mere alvorlige symptomer på lungebetændelse med feber og besværet vejrtrækning. Rotterne kan behandles med antibiotika, hvorved de får det bedre. Ofte er det dog ikke muligt at kurere dem helt med behandlingen. Det er vigtigt at skifte strøelsen dagligt hos de syge rotter, for at holde ammoniak-niveauet i buret nede.

Sådan virker kaninens fordøjelsessystem

Kaniner er planteædere, hvilket betyder, at de kun spiser planter.
Kaniners tarmsystem fungerer helt anderledes end menneskers. Når kaninen spiser, kommer maden ned i mavesækken, hvor den nedbrydes af mavesyren. En interessant detalje er, at kaniner er ude af stand til at kaste op.

En del af næringsstofferne bliver optaget over maveslimhinden, men resten af maden kommer nu videre i tarmsystemet; først til tyndtarmen og derefter videre til tyktarmen. I tyktarmen deles maden i to dele: de mest fordøjelige fibre dirigeres ud i blindtarmen, mens den ufordøjelige del går videre til endetarmen og udskilles som små, hårde kugler.

Den del af maden, der befinder sig i tyktarmen, bliver nu nedbrudt af en hær af helt specielle bakterier, og de næringsstoffer, der nu frigives, optages over tarmvæggen. Resten formes til bløde kugler, der passerer ud via endetarmen, hvorefter kaninen straks spiser dem; der er stadig næring tilbage i dem, så de får lov til at passere tarmsystemet en gang til. Vanen med at spise sin egen afføring på denne måde kaldes caecotrofi, og selvom det virker ulækkert på os, så er det en meget vigtig del af kaninens fordøjelse.

Fodring af kaniner

For at holde kaninens fordøjelsessystem i orden er det vigtigt, at man fodrer på den rigtige måde. Det bedste foder til en kanin er hø (helst Timothé). Kaninen skal have lige så meget, den kan spise. Hø har et højt fiberindhold, og det er gavnligt for både tænder og fordøjelsessystem. Samtidig bidrager det til at sørge for, at kaninen ikke bliver for tyk.

Derudover har kaniner godt af at få et varieret udbud af grøntfoder: Grønkål, mælkebøtteblade, persille, spinat, gulerodstoppe, basilikum og salat (romaine og typer med røde blade).
Hø og grønne blade skal udgøre hovedparten af kaninens foder. De fleste kaniner spiser, hvad der svarer til 5% af deres kropsvægt hver dag. Man kan købe foderpiller til sin kanin, men det er ikke nødvendigt. Hvis du vælger at give din kanin foderpiller, skal du huske, at de kun må udgøre en lille del af din kanins daglige foderindtag. Vælg desuden den type, der består udelukkende af foderpiller uden andre kulørte bestanddele.

Derudover har kaniner selvfølgelig brug for adgang til rigeligt med frisk, rent vand hele døgnet. Kaniner skal have forholdsvis meget vand, for de kan drikke det, der svarer til 10% af deres egen kropsvægt, dagligt.

Øremiden er en lille parasit, som lever i kattens øregang. Den lever af ørevoks og døde hudceller. Det er ikke rart at være angrebet af øremider, men det kan heldigvis nemt behandles, når diagnosen er stillet. Øremider er tit årsag til øregangsbetændelse hos katte, især yngre katte.

I øret vil der kunne ses en øget produktion af voks pga. den irritation, som miderne skaber ved deres aktivitet i øregangen.

Øremiderne kan bane vejen for andre infektioner, som bakterier og svamp. Det er derfor vigtigt, at katte med øremider behandles hurtigst muligt.

Symptomerne kan være:

  • Kløe i ørerne
  • Hovedrysten
  • Store mængder tørt, sort ørevoks
  • Rød og irriteret hud i øret

Kattene kan også have øremider uden at vise symptomer.

Diagnosen stilles af dyrlægen, som både kigger ind i kattens ører med et otoskop og udtager en prøve fra ørerne for at kigge i mikroskopet.

Vær opmærksom på, at øremider er meget smitsomme. De smitter nemt fra kat til kat, men også fra kat til hund og omvendt. Vildkatte er en permanent smittekilde. Smitten sker f.eks. under leg eller slagsmål, men også når kattene sover sammen.

Det mest almindelige adfærdsproblem hos katte er urenlighed. Ofte bruger katten kattebakken, men den kan også finde på at tisse eller lave afføring uden for bakken.

Det er meget vigtigt at skelne mellem medicinske og adfærdsmæssige lidelser.
Urinvejsinfektioner er meget almindelige og kan opfattes som om katten er urenlig. Katte med urinvejsinfektioner kan være både urenlige med urin, afføring eller øget markeringsadfærd så som at strinte.

Andre sygdomme (eks. nyrelidelser, diabetes, forstoppelse og mave-tarmlidelser) kan også føre til urenlighed, så det er meget vigtigt, at udelukke disse lidelser først.

Man skal også huske på, at eks. territoriel “strinten” er normal adfærd hos katte, men dette er blot en uønsket adfærd hos kæledyr.

Vær forberedt på, at din dyrlæge kan stille en lang række spørgsmål, f.eks.:

  • Beskrivelse af problemet, varighed, forløb og alvorlighed
  • Er der en sammenhæng mellem hændelserne?
  • Hvad har du allerede gjort for at afhjælpe problemet?
  • Beskrivelse af kattens miljø; antal dyr, antal og placering af kattebakker, interaktion mellem andre dyr i husholdningen
  • Har katten tidligere været syg?

Der er tre hovedkategorier af urenlighedsproblemer:

  • Normal afføring og urinering på uønskede steder (det mest normale problem)
  • Markeringsadfærd (hvilket skal skelnes fra decideret urinering)
  • Medicinsk sygdom

… Eller en kombination af ovenstående

Når dyrlægen har hørt om sygdomshistorien, vil han ofte undersøge en urinprøve. Det er ikke unormalt, at katten har en medicinsk lidelse, selvom historien tyder på et adfærdsproblem. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at tage en blodprøve for at udelukke nyresygdomme.

Når dyrlægen har stillet en diagnose (enten medicinsk eller adfærdsmæssig), kan der lægges en plan for behandling af problemet.

Det er vigtigt at forstå, at katten i naturen har en masse forskellige muligheder for steder og underlag at urinere og defækere på, men indendøre har de normalt kun et enkelt sted og en bestemt type underlag.
Adfærdsproblemerne kan altså skyldes, at katten ikke kan lide kattegruset, overfladen, placeringen af kattebakken eller det kan være angst-relateret.

Forkert kattegrus

Det er meget normalt, at katte kan blive urenlige, hvis de ikke bryder sig om den type kattegrus, der anvendes, og det kan der være flere årsager til, f.eks.:

  • Kattegruset er ikke rent nok
  • Katten forbinder kattegruset med noget ubehageligt så som smerte pga. blærebetændelse eller en mave-tarminfektion, eller andre situationer som f.eks. at blive fanget for at skulle have medicin. Lugten af rengøringsmidler eller parfume kan også få katten til at blive urenlig
  • For lidt eller for meget grus i kattebakken
  • Få katte kan ikke lide kattebakken, hvis den er for ren

Tegn på forkert kattegrus kan være:

  • Katten holder sig helt væk fra kattebakken.
  • Katten bruger gruset, men graver på siden af bakken, på gulvet eller på andre ting i nærheden af bakken i stedet for i gruset.
  • Katten bruger gruset, men ryster poterne meget før og efter
  • Katten graver ikke i gruset før den besørger
  • Katten strækker sig over bakken for at undgå at røre ved gruset
  • Katten bruger gruset, men skynder sig ud af bakken efterfølgende
  • Katten mjaver imens den anvender bakken
  • Katten starter med at urinere i kattebakken i normal position, men ender med at stå op, så urinen løber uden for bakken

Der er flere tiltag man kan prøve for at løse problemet:

  • Hold kattegruset rent og sørg for, at der ikke er tilsat duft til gruset. Nogle katte kan ikke lide disse dufte
  • Brug ikke rengøringsmidler, men anvend i stedet meget varmt vand til at rengøre kattebakken
  • Afprøv forskellige typer kattegrus i en uges tid ad gangen
  • Lav altid ændringer gradvist! Hvis du vil ændre på placeringen af bakken, bør du sætte en ny på det nye sted i nogle dage imens den gamle gradvist flyttes over mod den nye placering. Det samme gælder for udskiftning af type af kattegrus
  • Mange katte foretrækker at have to kattebakker – en til urin og en til afføring

Forkert overflade

Det er meget normalt, at katten finder en anden overflade at urinere på end den der er i kattebakken. Det foretrukne er ofte gulvtæppe eller andet stof. Studier viser, at katte foretrækker blødt ”små-kornet” kattegrus, hvorfor sand ofte er at foretrække. Katte bryder sig generelt ikke om avispapir og små pellets.
Nogle katte foretrækker en glat overflade så som gulv, håndvask eller badekar. Disse katte har det ofte bedst med en tom kattebakke eller en bakke med meget lidt grus i.

Gulvtæpper udgør et særligt problem, da de er nærmest umulige at rengøre fuldstændigt. Lugten af katteurin er meget gennemtrængende, så i nogle tilfælde er det nødvendigt at udskifte tæppet.
Hvis katten f.eks. springer op på et bord og urinerer, kan man sætte dobbeltklæbende tape op på kanten af bordet. De fleste katte bryder sig ikke om den klistrende fornemmelse.

Der er mange kreative måder til at få katten til at stoppe med at urinere i et bestemt område, men det er også nødvendigt at træne katten til at bruge kattebakken igen, ellers risikerer man, at katten blot finder et nyt sted at urinere. Nogle gange hjælper det at isolere katten på et mindre område (eks. badeværelset) med kattebakken imens den er alene hjemme for så gradvist at lukke den ud på mere og mere plads. Dette skal forsøges i minimum to uger. Det er vigtigt at sikre sig, at mad- og vandskålen aldrig er for tæt på kattebakken, da de fleste katte ikke bryder sig om at besørge i nærheden af deres mad. I starten lukkes katten ud af rummet kortvarigt og hvis det går godt, kan man gradvist forlænge tiden.

Forkert placering

Kattebakkens placering kan, for nogle katte, forbindes med noget ubehageligt (smerter, frygt, dårlig lugt). De fleste katte foretrækker et let tilgængeligt men privat sted. Placer ikke bakken ved siden af noget støjende som f.eks. en vaskemaskine eller tørretumbler. Nogle katte kan bedst lide åbne kasser – andre foretrækker lukkede.

Frygt-relaterede årsager

Urenlighed kan også skyldes angst eller stress. Det er vigtigt, at man har rigeligt med kattebakker (som minimum en kattebakke mere end antal katte).

Typer af stress:

  • Separationsangst; opstår ofte hvis ejeren er væk i længere tid. Urenligheden viser sig ofte efter 8-12 timer, hvor katten kan have diarre og destruktiv adfærd. Dette kan forebygges ved hjælp af træning eller medicin.
  • Frygt; katte som normalt er sky eller frygtsomme vil ofte ikke komme frem for at gå i kattebakken. I nogle tilfælde skyldes det bestemte ting (f.eks. en hund, kat, person eller lyd), som kan fjernes eller flyttes. Hos disse katte kan det være en god ide, at sætte en kattebakke i et ”sikkert” område for katten.
  • “Overbelægning”. Nogle katte kan sagtens leve med 20 andre katte, mens andre ikke en gang kan tolerere en enkelt anden kat. Her kan en løsning være, at opdele kattene i grupper i separate rum og øge pladsen i rummet vha. hylder og andre ting de kan springe op på. Efter noget tid, kan man prøve at reintroducere kattene for hinanden.

Prognosen for urenlige katte er meget forskellig. Det er vigtigt at få stillet en korrekt diagnose. Faktorer som varighed og alvorlighed spiller en stor rolle for chancen for succes.

For nye killingeejere er der en række trin man kan foretage sig fra starten for at undgå problemer med urenlighed:

  • Sørg for at kattebakken står på et lettilgængeligt privat sted
  • Hav minimum én ekstra kattebakke pr. kat (har du to katte, bør du have tre kattebakker)
  • Anvend fint kattegrus uden duft
  • Sæt ikke vand og mad ved siden af kattebakken
  • Fjern afføring og urin fra kattebakken mindst én gang dagligt. Skift kattegrus mindst én gang ugentligt
  • Undgå at skræmme eller fange katten imens den er i kattebakken
  • Skæld aldrig katten ud for at være urenlig
  • Lav altid ændringer gradvist
  • Kontakt din dyrlæge med det samme din kat viser tegn på urenlighed
  • Vent ikke til det er blevet et indgroet problem

Vores hunde følger os i tykt og tyndt, og de er afhængige af, at vi tager os godt af dem.

For at passe godt på sin hund er det vigtigt at være fortrolig med de mest almindelige sygdomme, som kan ramme en hund. Det er vigtigt at kende symptomerne, og at vide, hvad man skal gøre, hvis problemet opstår.

Hunde og øregangsbetændelse

Øregangsbetændelse er et almindeligt problem hos hund. Årsagen kan blandt være være allergi, gærsvampe, øremider, bakterier eller for meget hår i øregangen.

Typisk ser man følgende symptomer:

  • Ryster på hovedet eller lægger hovedet på skrå
  • Lugt fra øret
  • Voldsom kradsen med poterne i hovedet
  • Balanceforstyrrelser
  • Unormale øjenbevægelser
  • Rød hud i øregangen
  • Hævelse af øret
  • Brunt, gult eller blodigt sekret fra øret

Hvis man har mistanke om, at ens hund har øregangsbetændelse, skal man altid tage den til dyrlægen. I de fleste tilfælde vil en oprensning af øregangen og den rette medicin hurtigt få bugt med problemet. Nogle gange kan det dog være nødvendigt med en operation for at åbne op for øregangen, hvis problemet har stået på i lang tid. Hvis hunden ryster meget voldsomt på hovedet, kan et af de små blodkar på ørerne briste, og det kan ligeledes være nødvendigt med en operation.

Hunde og orm

Bændelorm, rundorm, hageorm og piskeorm er almindeligt tarmparasitter hos hund.

Hageorm er specielt farlige for hvalpe, der kan dø af belastningen, men alle former for orm kan give ubehag hos hunden.

Symptomer på orm hos hunden kan være:

  • Diarre, der kan være blodig
  • Vægttab
  • Ændret appetit
  • Tør, kedelig pels
  • Køren på halen
  • Generel utrivelighed

Den bedste made at diagnosticere et ormeproblem på er at tage sin hund til dyrlægen. Behandlingen afhænger af hvilken slags orm din hund er smittet med.

Når din hund får lopper

Det tager bare 3 uger for en loppe at blive til 1000 lopper!

Lopper er et meget almindeligt problem hos hunde, der let kan blive smittet. Heldigvis er det også let at behandle.

Symptomer på lopper:

  • Hunden kradser, slicker eller bider sig
  • Hårtab
  • Store kradsesår i huden, der kommer helt akut (hotspots)
  • Allergisk hudbetændelse
  • Bændelorm (den type, der overføres med lopper)
  • Loppeafføring i hundens pels (det ligner små sorte pletter)

Hvis loppeproblemet ikke behandles, kan det udvikle sig og føre til voldsomt ubehag hos hunden. Man kan også se allergiske reaktioner, betændelse og endda blodmangel på grund af blodtabet.

Loppemidler kan fås mange steder: hos dyrlægen, på apoteket m.m. Men hvis hunden først har udviklet symptomer på loppeangrebet, er det vigtigt at gå til dyrlægen med den, så den kan få den rigtige behandling.

Sådan hjælper du din hund, hvis den får et hotspot

I daglig tale kaldet hotspot, men den medicinske betegnelse for disse bare, betændte, rode områder, som man ofte ser hos hund, er akut fugtig dermatitis – en bakterieinfektion I huden. Alt, hvad der kan irritere din hunds hud nok til, at den begynder at kradse eller bide sig, kan udvikle sig til et hotspot med den smerte og kløe, det medfører. Hvis behandling ikke hurtigt sættes ind, kan det lynhurtigt udvikle sig og vokse sig større.

Dyrlægen bruger placeringen som en ledetråd, når diagnosen skal stilles. Hvis årsagen er lopper, sidder et hotspot ofte på bagparten; sidder det derimod ved øret, kan årsagen være øregangsbetændelse.

Behandlingen afhænger af, hvor meget et hotspot har nået at udvikle sig, men består ofte af klipning af pelsen i området og oprensning i bedøvelse (et hotspot gør meget ondt på hunden), antibiotika, smertestillende, kløestillende og eventuelt lokalbehandling.

Opkast, et meget almindeligt problem

Opkastning er et meget almindeligt problem hos hund. Der kan være utallige årsager til, at hunden kaster op, lige fra betændelse eller orm til betændelse i bugspytkirtlen, nyresvigt, hedeslag eller forgiftning.

Symptomerne er helt enkelt: savlen og bevægelse af flankerne som tegn på kvalme. Hvis din hund også har diarre, blod i opkastet, er sløv, kaster op konstant eller er ude af stand til at holde væske i sig, skal dyrlægen kontaktes omgådende. Dehydrering kan være livstruende og skal behandles.

Behandlingen afhænger af årsagen, men kan bestå af væske i drop, kvalmestillende medicin og diætfoder.

Diarre hos hund

Ligesom opkastning kan der være et utal af årsager til diarre hos hund, deriblandt stress, infektioner (fx parvovirus), orm i tarmen eller årsagen kan være foderrelateret.

Symptomer på diarre er selvfølgelig – blød, vandig eller flydende afføring.

Da diarre let kan føre til dehydrering, er det vigtigt, at hunden har masser af rent vand til rådighed. Hvis diarreen varer mere end et døgn, er det nødvendigt med et besøg hos dyrlægen. Ligeledes hvis hunden har feber (normal temperatur ligger mellem 38,5 og 39,0), virker sløv, kaster op, har mørk eller blodig afføring, eller taber appetitten.

Cushings sygdom (hyperadrenocorticisme) skyldes en overproduktion af hormonet cortisol. Cortisol produceres i binyrerne, der sidder inde i bughulen lige ved siden af nyrerne.

Cushings sygdom er almindelig hos hund, men ses sjældent hos kat. Sygdommen debuterer i 6-års alderen eller senere, men ses også indimellem hos yngre hunde.

Symptomer

Hormonet cortisol styrer mange kropsfunktioner, derfor varierer symptomerne også meget. Nogle af de mest almindelige symptomer på Cushings sygdom er:

  • Hårtab
  • Vommet udseende
  • Øget appetit
  • Øget tørst/øget tissetrang

Hårtab ses især på selve kroppen, mens pelsen på hovedet og benene forbliver normal. Der ses sjældent kløe.

Huden bliver tyndere, end den plejer at være, hvilket du måske kan se, hvis du tager en hudfold op mellem fingrene. Blodkarrene kan forandre sig og blive mere skrøbelige, og hunden får måske let blå mærker.

Knapt så almindelige symptomer på Cushings sygdom er svaghed, halsen og en unormal gang. En hund med Cushings sygdom kan få blodprop i lungerne, noget der gør, at den får akutte vejrtrækningsproblemer.

Cushings sygdom kan også skyldes medicin, som hunden får for en anden sygdom. Især prednisolon og lignende lægemidler kan gøre, at sygdommen udvikles.

To former for Cushings sygdom

Der er to former for Cushings sygdom, og de skal behandles forskelligt.

Den mest almindelige form for Cushing skyldes en overproduktion af et hormon i hypofysen. Dette hormon styrer produktionen af cortisol i binyrerne, som dermed også bliver for høj.

Hos en lille procentdel af de hunde, der får Cushings sygdom, skyldes sygdommen derimod en tumor i en af binyrerne.

Hvordan stilles diagnosen?

Der findes ikke en nem måde at stille diagnosen Cushings sygdom på, men ofte får dyrlægen mistanke om, at det er det, der er i vejen, ud fra sygdomshistorien, den kliniske undersøgelse og de indledende blod- og urinprøver.

Den øgede mængde cortisol i kroppen hæmmer immunforsvaret, og derfor er en hund med Cushings sygdom mere udsat for at få bakterielle infektioner. Især er blærebetændelse almindeligt forekommende. Symptomer på blærebetændelse er trængninger, når hunden skal urinere, men det er ikke altid, at man ser disse symptomer. Der kan være tale om en skjult blærebetændelse, som kun kan afsløres ved en dyrkning af urinen.

Yderligere undersøgelser

På røntgenbilleder ses ofte en forstørret lever. Engang imellem kan man se kalk-aflejringer i en af binyrerne, hvilket tyder på en svulst (tumor).. Binyrerne undersøges bedst med ultralyd, men de er meget små og kan være svære at få øje på. En svulst i den ene binyre kan ses ved, at denne er større end den anden binyre. Skyldes sygdommen derimod en overproduktion af hormon i hypofysen, vil begge binyrer ofte være forstørret.

For endeligt at stille diagnosen Cushings sygdom, er det nødvendigt med yderligere blodprøver. Nogle gange er en blodprøve nok, hvis resultatet er meget entydigt. Andre gange skal der flere blodprøver til, før man kan be- eller afkræfte diagnosen.

Behandling

Den mest almindelige form for Cushings sygdom (hvor årsagen er en overproduktion af hormon i hypofysen) behandles med piller, der skal gives resten af hundens liv.

Er der derimod tale om den anden form (svulst i binyren), er det nødvendigt med en operation, hvor man fjerner svulsten.

Kan min hund stadig få et godt liv?

Hvis der er tale om den form for Cushings sygdom, der skyldes en overproduktion af hormon i hypofysen, er der oftest god effekt af behandlingen. Nogle symptomer forsvinder hurtigt, mens tager lidt længere tid om at forsvinde. Appetit og drikkelyst vender som regel tilbage til det normale i løbet af få uger, mens det kan tage flere måneder, før pelsen er normal igen.

Du kan læse mere om sygdommen på Netdyredoktor og Netdyrlægen.

Giardia er en encellet parasit, som kan leve i din hunds tarm. Hvalpe er mest udsat for infektionen, men ældre hunde kan også blive smittet. Parasitten findes i vandpytter og andet stillestående vand, der er blevet forurenet med afføring. Når hunden drikker af vandet, sluger den parasitten, og så bliver den inficeret.

Hvordan påvirker en Giardia-infektion min hund?
Giardia hos hund kan give symptomer som diarre, opkast, vægttab, utrivelighed og endda nogle gange dødsfald. Men de fleste hunde, der bliver smittet med Giardia, viser ingen symptomer.

Hvad gør jeg for at forhindre, at min hund får giardia?
Den bedste måde at forebygge Giardia-infektion på er at sikre, at din hund altid har rent, friskt drikkevand. Det er vigtigt at forhindre, at hunden drikker vand fra vandpytter og lignende, hvor andre dyr kan have lagt deres afføring.

Dyrlægen kan udføre en test på din hunds afføring, som kan afgøre, om den er smittet med Giardia. Hvis det viser sig, at din hund er smittet med Giardia, kan det behandles.

Spredning af Giardia (og andre parasitter) kan undgås ved at samle hundens afføring op med det samme og smide den i skraldespanden. Vær omhyggelig med at undgå at røre ved afføringen.

Kan mennesker blive smittet med Giardia?
Giardia er en hyppig årsag til diarre hos mennesker, men hundens Giardia menes ikke at kunne sprede sig fra dyr til mennesker. Menneskets Giardia, derimod, kan smitte til hund, og derefter tilbage til mennesker. Dog skyldes de fleste tilfælde af Giardia hos mennesker direkte smitte mellem mennesker.

Vil du i kontakt med os?

Udfyld formularen herunder og vi kontakter dig hurtigst muligt.