I Danmark har vi en hundelov, hvis formål er at sikre, at hunde lever under ordentlige forhold. Der findes regler for, at en hund skal være mærket og registreret, at den bliver passet forsvarligt, og at den ikke må strejfe rundt. Hvis en hund løber væk fra sin ejer, er det muligt via hundens chip eller halsbånd at finde og genforene hunden med sin ejer.

Derfor har vi i Danmark praktisk talt ingen herreløse hunde (dvs. gadehunde), som man f.eks. ser det i udlandet.

Derimod er der hvert år hunde, der løber væk fra deres ejere, og det kan være problematisk at fange dem ind igen. I sådan en situation er de første 48 timer meget vigtige, for når en hund har været væk fra sin ejer og sine vante omgivelser i mere end 48 timer, går den i ”overlevelsesmode”, hvilket betyder, at hverken ejer eller andre kan komme i nærheden af den.

Men der findes hjælp at hente. Der findes rundt om i landet frivillige grupper, som tager ud og hjælper med at indfange hunde, der har været væk fra deres ejer i længere tid, og derfor er blevet sky.

En af disse grupper er Susanne Jepsen, Torben Jepsen samt Mona Lund Jensen fra Silkeborg, der har stor erfaring med opsætning af fælder og overvågning af bortløbne hunde. En dag i starten af december ringede Torben til mig. Det drejede sig om Bowie. ” Vi har virkelig et problem med den hund. Vi har forsøgt at fange ham de sidste 3 måneder. Vi forsøger at fange ham ind i en fælde, men han går ikke i. Han er for nervøs. Han er så mager nu, og hvis der kommer frost og sne, klarer han den måske ikke”, fortalte Torben og spurgte, om jeg kunne hjælpe, da jeg kunne skyde med bedøvelsesgevær.

Men det ville ikke være let at komme på skudhold af Bowie. Han kom kun frem efter mørkets frembrud, og han var som sagt meget sky. I første omgang henviste jeg til de lokale dyrlæger. Bowie holdt til lidt udenfor Århus, og det var en lang køretur. ”Du må gerne ringe igen, hvis det ikke lykkes”, sagde jeg til Torben.

Næste gang Torben ringede, var lige op til jul. De havde prøvet stort set samtlige dyrlæger omkring Århus.

”Ingen andre dyrlæger ville hjælpe”, sagde Torben. ”Han er så mager nu, at det er synd. Enten skal han indfanges, eller også skal han aflives”. ”Var det ikke bedst at aflive ham?” spurgte jeg. ” Vores erfaring er, at når først hunden er fanget, kommer den ind i normal gænge igen”, svarede Torben.

På årets næstsidste dag pakkede jeg bilen og satte kurs mod Århus for at hjælpe med at fange Bowie. Planen var at bedøve ham med sovemiddel i maden, men jeg havde også gevær, fangstnet og stangsprøjte med, hvis det skulle blive nødvendigt. Dette ville nok blive Bowies sidste chance, og det skulle lykkes.

Bowie kom oprindeligt fra Rumænien, hvor han startede sit liv som gadehund. Bowie blev fundet på gaden sammen med sin mor, da han var 8 uger gammel, og de blev begge taget ind i et lille familiedrevet shelter i Rumænien, hvor han boede i et år. Bowie blev adopteret af en Århusiansk familie, men 13 dage efter han kom herop, forsvandt han fra deres løbegård. Bowie var 15 måneder gammel nu. Torben og hans kone kørte hver dag fra Silkeborg for at fodre ham og havde gjort det i flere måneder. De havde sat fælder op i området, men han gik ikke i.

Torben og Susanne stod klar, da jeg ankom. Han er meget, meget sky”, fortalte Torben. ”Vi har kameraer oppe overalt i området og kan følge ham. Hvis vi lægger mad ud til ham nu, kommer han 30-45 minutter senere”.

Jeg trak sovemidlet op i en sprøjte. Det var ikke til at vide, præcis hvor meget der skulle til. Vi vidste ikke, hvad Bowie vejede, eller hvordan hans fysiske form var på nuværende tidspunkt. Han var sandsynligvis svækket. Samtidig blev jeg nødt til at give ham nok, så jeg var sikker på, at han faldt i søvn. Ellers havde vi en hund, som dinglede rundt, og som vi stadig ikke kunne fange. Marken, hvor Bowie holdt til, var omgivet af krat, som han kunne gemme sig i. Og skete det, ville vi aldrig fange ham.

Da jeg ikke kunne beregne den nødvendige dosis præcist, var der en reel risiko for, at Bowie fik for meget. Der var ingen modgift at give i det tilfælde, og hvis Bowie fik for meget, ville han dø af det. Det var noget, som vi havde talt om i forvejen, og en risiko, som vi måtte løbe. Dette var Bowies sidste chance.

Klokken var 15.45, og det var ved at blive mørkt. Susanne lagde maden iblandet sovemidlet ud på den plads, hvor Bowie plejede at blive fodret. Torben havde lånt en termisk kikkert af en jæger og satte sig i skjul i nærheden for at holde øje. Jeg holdt mig på god afstand, for at Bowie ikke skulle få færten af mig. Mona var også kommet til. Vi satte os alle sammen til at vente.

Efter en halv times tid kom der meldinger fra Torben over mobiltelefonen. Bowie var i sigte nu, og han nærmede sig foderpladsen. Lidt efter lød meldingen, at han havde spist af maden, og at han nu var på vej væk, mens han slingrede. En stund frygtede vi, at han havde fået for lidt, men så kom meldingen, at han havde lagt sig. Først rejste han sig igen og slingrede videre, men til sidst blev han liggende. Det var tid til at gå i aktion.

Der lå en lille hund og sov fredeligt i græsset, da jeg kom derhen. Tænk sig, alt det postyr han havde skabt. Susanne og jeg løftede ham op og bar ham de 400 meter ned til den ventende bil, hvor han blev lagt ind i buret, godt pakket ind i tæpper. Jeg lyttede til hans hjerte med stetoskopet. ”Han har en god, stærk puls og en stabil vejrtrækning. Han skal nok klare den”, sagde jeg. Han ville vågne engang i morgen og vil være meget træt det første døgns tid, sandsynligvis med en solid hovedpine ovenpå bedøvelsen. Men han ville være i trygge hænder og klar til at begynde et nyt liv i en ny familie, som ville tage sig af ham. ”Jeg vil meget gerne høre, hvordan det går ham”, sagde jeg.

Der findes ikke en organisation i Danmark, der tager sig af sager som Bowies. Men der er stadig hjælp at hente. Rundt om i landet findes grupper af frivillige ligesom Susanne, Torben og Mona, der er klar til at hjælpe.

Omdrejningspunktet er Facebook-gruppen Landsdækkende hjælp til efterlyste og fremlyste hunde. Det er herigennem, kontakten opstår, og Susanne, Torben og Mona rykker ud til cirka 10 sager om året.

Den umiddelbare fremtid for Bowie kommer til at byde på tillidsøvelser og tilvænning til hjem og have. Målet på længere sigt er en dagligdag, hvor Bowie er glad og tryg, uanset hvordan den dagligdag måtte være indrettet.