author

Din hund viser måske ikke tegn på sygdom, men det er alligevel en god idé at få taget en test og tage evt. smitte i opløbet. Da en infektion med hjerteorm giver hunden alvorlige hjerte- og lungeproblemer, som kan være livstruende, hvis smitten ikke opdages og behandles i tide.

Smittede hunde spreder hjerteorm til omgivelserne via deres afføring. Larverne, der udskilles i hundens afføring, optages af snegle, som dermed bliver mellemvært for parasitten. Ræve kan også blive smittet med hjerteorm, og fungerer som et naturligt reservoir som vedligeholder smitten. Man mistænker også ræve for at sprede smitten over landegrænserne, da man har set ræve tilbagelægge op til 50 km, så risiko for smittespredning er stor. Samtidig ses der en større og større tendens til at rejse med sit kæledyr, hvilket bidrager til smittespredning.

Lungeorm er en lille parasit på ca. 1 cm., der har ræven og hunden som hovedvært. Som mellemvært benyttes almindeligt forekommende landsnegle, eksempelvis vinbjergsnegle, skov- og havesnegle. Lungeormen opholder sig i luftrøret og bronkierne hos værtsdyret, hvor den kan give anledning til luftvejsproblemer som f.eks. tør hoste.

Symptomerne på både hjerte- og lungeorm er ofte de samme, som man ser ved almindelig lungebetændelse:

  • Hoste
  • Hurtig vejrtrækning
  • Let feber
  • Nedsat appetit
  • Evt. opkastninger i forbindelse med hoste

Mange hunde er dog inficerede, selvom de er symptomfri.

Vi kan undersøge for hjerteorm ved hjælp af en blodprøve, som vi analyserer i vores eget laboratorium, hvor du kan få svar allerede samme dag.

Lungeorm kan ikke findes med blodprøven, men findes ved at analysere 3 afføringsprøver (fra 3 på hinanden følgende dage). Da ormene ikke udskiller æg hver dag, har vi behov for afføring fra flere dage. Hjerteormen kan også findes ved denne teknik, men hvis hunden er dårlig, får vi et hurtigere svar med blodprøven, da afføringsprøven skal stå 24 timer før man kan undersøge den under mikroskop. Man kan få svaret telefonisk allerede næste eftermiddag.
Vi kan ikke tage imod indleverede prøver om fredagen, da undersøgelsen tager et døgn.

Når der samles afførring, er det vigtigt at kun toppen af afførringen tages med, så der ikke kommer jord med i prøven. I jorden kan der nemlig være små orm, der kan forvirre undersøgelsen. Prøverne kan opsamles i “hømhøm-poser”, når I er ude at gå tur. De gemmes et køligt sted (fx udenfor) indtil de afleveres hos os.

Katte smittes ikke med denne hjertelungeorm, men kan smittes med kattens lungeorm. Dette kan du læse mere om i artiklen “Lungeorm hos katte”.

Den 10. marts 2014 kom der 3 små hvalpe til verden på Skals Dyreklinik.

Gaia, en Chihuahua-blanding på 3½ år, skulle føde for første gang. Gaias ejer var meget spændt, for det var første gang, hun skulle prøve det. Heldigvis havde hun fået kyndig assistance af sin mor, der har haft kennel i mange år, og derfor var garvet udi hundefødsler.

De første små veer startede kl. 19.20, og 19.50 kom der en fosterblære til syne. Der skete imidlertid ikke mere, og Gaia fik aldrig rigtig kraftige veer. Derfor gav vi Gaia en vestimulerende indsprøjtning 20.35 hjemme i hendes trygge omgivelser. Da Gaia kl. 21 stadig ikke havde fået ordentlige veer, blev hun bragt ind på klinikken, og kl. 21.40 kom 3 fine hvalpe til verden ved kejsersnit – to tæver og en han. Kl. 22.20 var det hele overstået, Gaia var syet sammen og så småt ved at vågne.

På billedet ses Gaia, der lige er vågnet af narkosen, og er blevet forenet med sine små hvalpe.

Næste dag besøgte vi Gaia hjemme, hvor hun fik en sprøjte til at trække livmoderen sammen. Det går rigtig fint, Gaia har taget godt imod sine små hvalpe, som allerede har taget mellem 6 og 8 gram på. Vi glæder os meget til at se Gaia og hendes hvalpe igen om 10 dage, når stingene skal ud!

10 dage senere – Gaia skal have fjernet sting

Vi vil lige give jer en lille opfølgning på Gaia og hendes hvalpe. Både mor og hvalpene har det rigtig godt. Trods deres unge alder er det 3 små krudtugler.

De “møffer” godt rundt og giver lyd fra sig, hvis de føler sig alene, men mor Gaia er aldrig langt væk og holder godt styr på tropperne. Det er 3 meget store hvalpe, hvor de to lyse er tæver mens den lille mørke er en han.

Snakken om rævens dværgbændelorm begyndte med, at der i februar 2014 blev lavet et nyt fund af denne type bændelorm, Echinoccus multilocularis. Ormen blev opdaget hos en ræv ca. 100 km fra tidligere fund. På grund af dette fund ændrede Fødevarestyrelsen deres anbefalinger vedrørende ormebehandling af danske hunde.

De nye anbefalinger vedrørende ormebehandling gælder hunde, som er i særlig risiko, især jagthunde, som er sluppet meget fri i naturen samt hunde der spiser mus og andre små gnavere. Fødevarestyrelsen anbefaler nu, at disse hunde ormebehandles regelmæssigt.

Grunden til den massive behandling af hundene er, at rævens dværgbændelorm er en zoonose, dvs. at den kan smitte til mennesker, og er særdeles farlig for mennesker.
Overførelse af smitte fra hund/ræv til mennesker sker ikke når dyret har ormen i sig, det sker derimod, når vi mennesker kommer i kontakt med en inficeret ræv eller hunds afføring. Dette sker ofte grundet manglende håndhygiejne eller mangelfuld skylning af frugt, bær og grønt.

Så husk at vaske hænderne godt med vand og sæbe!

Derudover anbefales det, at du vasker din hund, hvis den kommer i kontakt med en rævegrav.

Thea kommer ind på klinikken. Hun var pludselig blevet meget halt på alle 4 ben, hun krummede ryg, havde ondt i maven og var meget nedstemt. Thea indlægges og vi laver yderligere undersøgelser med bl.a. blodprøver og røntgenfotografering.

Efter aftale med ejer opererer vi Thea. Vi ser at hendes milt er voldsomt forstørret, som følge af at den har drejet om sig selv og derved afsnøret blodforsyningen. Der er kun en udvej for Thea og vi fjerner hendes milt. Samme aften er Thea super frisk igen. Hun traver rundt og logrer med halen. Hun bliver hos os til observation til næste dag.

Næste morgen sendes en glad Thea hjem til en rigtig glad ejer.

Som dyrlæge oplever man lidt af hvert, og især i vagterne kan man komme ud for noget usædvanligt. Dyr er jo dyr, og af og til roder de sig ud i nogle ejendommelige situationer.

Denne historie er dog noget ud over det sædvanlige.

En aften op mod jul fik jeg besøg af en gammel, gråhåret hund i min konsultation. Det var Basse på 13 år, som efter et langt liv var nået dertil, at han skulle hjælpes over i en anden verden.

Mens vi ventede på, at Basse sov ind, mindedes vi en anden gang, hvor Basse havde brug for dyrlægehjælp.

Det var også dengang en aften op mod jul, at Basses ejer ringede til mig. Basse havde haft et sammenstød med familiens store smedejernslysestage, som i anledning af højtiden var stillet op i entreen, og nu sad Basse uhjælpeligt sammen med lysestagen. Jeg skyndte mig ud til den uheldige hund, og det syn, der mødte mig i familiens entre, glemmer jeg aldrig. Basse, som dengang bare var en stor hvalp, lå på gulvet sammen med en stor tung smedejerns-lysestage. Han havde fået sine lange hvalpe-ben viklet ind i lysestagen. Jeg prøvede forsigtigt, om jeg kunne lirke hans ben fri, men de sad urokkeligt fast.

Familien fortalte, at de havde siddet inde i stuen, mens Basse løb rundt og legede. Hvalp som han var, skulle der lige brændes noget energi af, og Basse var fortsat ud i entreen i fuldt firspring. Pludselig lød der et ordentligt rabalder ude fra entreen, og her fandt familien den uheldige hundehvalp filtret ind i lysestagen.

Jeg gav Basse en bedøvende indsprøjtning, og mens vi ventede på at han faldt til ro, hentede Basses ejer en sav. Derefter blev lysestagen savet i stykker, og Basse var fri igen.

Kun lysestagen havde lidt overlast.

I denne uge har vi behandlet Yoko, en islandsk fårehund, som pludselig blev meget halt under en gåtur med sin ejer i CE Flensborgs plantage ved Borup Hede.

Da Yoko kom ind på klinikken havde hun tydeligvis ondt i benet, som var meget hævet.

Vi tog røntgenbilleder for at udelukke at noget var brækket. Her var der intet at finde.

Eftersom benet hævede yderligere og Yoko’s tilstand forværredes, bliver hun indlagt til næste dag. Vi havde mistanke om, at hun kunne være blevet bidt af en hugorm og behandlede hende derfor med væskedrop, binyrebarkhormon og antihistamin.

Yoko’s tilstand var meget bedre næste morgen og vi kunne derfor sende hende hjem.

Yoko kom til kontrolbesøg på dag 3, hvor hun havde det endnu bedre end dagen forinden. Hun vil i den kommende uge komme til kontrol, så vi kan holde øje med hendes ben.

Info om hugormen

Hugormen er den eneste vildtlevende giftslange, der findes i Danmark. Den blev fredet i 1981 i forbindelse med Miljøministeriets fredning af alle danske krybdyr og padder.

Hugormen forekommer oftest i hede- og klitlandskaber i Nord- og Vestjylland, og kommer frem fra sit vinterhi i marts og går i hi igen i november.
Sommermånederne er altså højsæson for hugorme. Hugormens størrelse varierer fra ca. 30 cm til over en meter – hunnerne er de største.

Der findes to slags slanger i Danmark – hugorme og snoge. Hugormen er kendetegnet ved at have en mørk zigzag stribe hen ad ryggen, i modsætning til snogen, som normalt er helt sort med to gule nakkepletter. Snogen er ikke giftig. Hugormen er i familie med klapperslangen, og dens gift minder derfor om klapperslangens. Når hugormen bider føres giften fra giftkirtlerne ud gennem de hule gifttænder og ind i byttet. Giften beskadiger blodkarrene og ødelægger de røde blodlegemer.

Biddet forårsager voldsom smerte, hævelse, blødning og ødelæggelse af muskelvævet. Symptomerne udvikles meget hurtigt, og det er derfor vigtigt, at søge dyrlægehjælp straks ved mistanke om hugormebid. Dyret bør, så vidt muligt, holdes i ro, da bevægelse øger spredningen af giften i kroppen. Dyrlægen vil ofte behandle dyret med væskedrop, binyrebarkhormon og antihistamin. Symptomerne vil ofte være aftaget efter en uges tid.

Kilde: Abrahamsen, Annebeth
“Hugormebid hos hund”

Som katteejer er det vigtigt, at man holder øje med om katten kommer af med det, den skal.

Kommer katten ikke af med sin urin, kan urinrøret være stoppet til. Dette medfører store smerter hos katten, og opdages det ikke i tide, kan det have alvorlige konsekvenser. Det kan i værste tilfælde ende med nyresvigt, hvis der ikke bliver gjort noget i tide.

Katten kan have en tendens til at danne krystaller i sin urin. Disse krystaller dannes af mineraler, der udskilles via nyrerne. Er der for mange og/eller et forkert forhold af disse mineraler, vil de udfælde til krystaller. Hvis disse krystaller dannes hurtigere, end de bliver ført ud med urinen, kan de mineralisere og danne urinvvejssten. Krystaller kan derfor være et tegn på, at der er urinvejssten til stede i blæren. Er disse sten små nok, kan man risikere at de, når katten tisser, bevæger sig ned og blokerer urinrøret. Eller de kan blive så store og så mange, at de fylder hele blæren, hvilket vil give problemer med at tisse.

Derfor er det vigtigt, at der bliver taget hånd om problemet, hvis der viser sig at være krystaller i kattens urin.

Krystaller i urinen kan opløses ved at fodre katten på et specielt foder til at opløse den typer krystaller der er fundet i urinen. Mens urinvejssten er så store at de skal opereres ud, efterfølgende skal katten fodres forebyggende, da risikoen for at det er et tilbagevendende problem er stort.

Krystaller i urinen og blæresten kan forebygges ved at fodre med et foder, der sikrer den rette pH i urinen, samt indeholder den rette mængde mineraler, i rette afstemte forhold.

Alf var faldet i en gyllekanal og kunne ikke komme op igen.

Da han ankom til klinikken, havde han en temperatur under 30 grader. Han rystede af kulde og kunne kun ligge på siden.

Vi startede straks med, at bruse ham med varmt vand og efter en halv time var hans temperatur nået op på 33 grader. Vi tørrede ham i de efterfølgende 30 minutter med håndklæder og føntørrer. Han blev mere og mere frisk, begyndte at spinde og bevæge sig rundt.

Til sidst lagde han sig på ryggen og nød massagen og den varme luft fra føntørren.

En glad Alf blev sendt hjem til en glad ejer.

En ny dansk undersøgelse har vist, at lungeorm hos katte er mere udbredt end tidligere antaget. I en undersøgelse af 153 ude- og vildkatte blev der fundet lungeorm hos 15,6% af de undersøgte katte.

Lungeormen er en lille parasit som vandrer fra tarmen til lungerne hos kat. Ormen lever i lungerne hvor den lægger sine æg, som klækker og bliver til larver. Larverne hostes op af katten som synker dem, hvorefter de kommer ud med afføringen. Ude i naturen inficerer disse larver små dyr, som fx en snegl, mus eller fugl. Andre katte bliver herefter smittet når de fanger og spiser disse små dyr. Det er derfor kun udekatte som bliver smittet med lungeorm.

De mest almindelige tegn på at en kat lider af lungeorm er:

  • Hoste
  • Nysen
  • Manglende appetit
  • Vægttab
  • Nedstemthed

En mistanke om lungeorm kan bekræftes ved, at dyrlægen undersøger en eller flere afføringsprøver fra katten.

Der findes flere ormemidler, som kan bruges til at behandle en infektion med lungeorm. Nogle katte kan have behov for gentagne behandlinger for at fjerne alle ormene. Hvis diagnosen bliver stillet i tide, og katten behandlet, så kommer langt de fleste sig godt.

Hvis du tror at din kat kunne have lungeorm, så er du velkommen til at ringe og få en snak med dyrlægen.

Vil du gerne vide mere om Kattens Lungeorm? Så se HER.

Skal du ud at rejse med dit kæledyr? Rigtig mange vælger at tage hunden eller katten med på ferie. Uanset om du aldrig har prøvet det før, eller har gjort det i mange år, er det altid en god ide at tjekke reglerne for det pågældende land I skal rejse til (reglerne bliver tit opdateret).

På hjemmesiden www.foedevarestyrelsen.dk er der en rubrik, hvor du kan trykke på “rejse med kæledyr”. Her har du let tilgang til et par spørgsmål, som vil guide dig i den rigtige retning, sådan at du er sikker på, at dit kæledyr er dækket ordenligt ind med de relevante vaccinationer eller ormekure.

Sørg altid for at være i god tid, da f.eks. rabiesvaccinationen skal være minimum 21 dage gammel før, I må rejse ud af landet.

Husk også altid at holde dit kæledyrs vaccinationer opdateret.

Læs mere om rejse med kæledyr HER.

Vil du i kontakt med os?

Udfyld formularen herunder og vi kontakter dig hurtigst muligt.

Privatliv
Skals Dyreklinik

Nødvendige cookies